Medicoprisen
’Medicoprisen’ blev indstiftet i forbindelse med dannelsen af Medicoindustrien i 2001. Prisen uddeles en gang om året og går til en person, som har gjort noget særligt for branchen, herunder ikke mindst været med til at synliggøre den. Prisen består af en bronzeskulptur udført af billedhuggeren Peter Hesk Møller.

Medicoprisen er gået til:
Medicoprisen 2010 er tildelt overlæge, ph.d. Klaus Phanareth fra Frederiksberg Hospital
Klaus Phanareth er pioner og mangeårig ildsjæl på både det strategiske og organisatoriske niveau inden for området klinisk telemedicin.
Han er kendt og anerkendt internationalt for sit mangeårige arbejde, bl.a. som idé- og ophavsmand til ”Det virtuelle hospital” og andre fyrtårnsprojekter indenfor området telemedicin - senest cementeret med etablering af Telemedicinsk Forskningsenhed på Frederiksberg Hospital.
På det generelle plan har Klaus således været inspirator og drivende kraft med hensyn til at udvikle og implementere teknologiske løsninger for kroniske patienter, som kan bidrage til at effektivisere arbejdsgange og skabe patientvenlige løsningsmodeller.
Klinisk telemedicin er højt placeret på den europæiske sundhedsdagsorden, og Klaus Phanareth har med sit mangeårige engagement ydet et væsentligt bidrag til at udvikle og skabe kendskab til de mange muligheder området byder på.
Tidligere modtagere af Medicoprisen
2009 - overlæge og professor Cody Bünger, Århus Sygehus
2008 - Museumschef, professor Thomas Söderqvist og Medicinsk Museion, Københavns Universitet
2007 - Samuel Schmidt og Claus Graff, begge ph.d. studerende på Aalborg Universitet
2005 - Beth Lilja Pedersen, overlæge fra H:S' Enhed for Patientsikkerhed, Jesper Poulsen, formanden for Lægeforeningen og Connie Kruckow, Dansk Sygeplejeråds formand
2004 - Liselotte Højgaard, klinikchef fra Rigshospitalet og Jørgen Arendt Jensen, professor fra DTU
2003 - Michael Hasenkam, professor fra Skejby Sygehus
2002 - Thomas Sinkjær, professor fra Aalborg Sygehus
2001 - Peter Qvortrup Geisling, læge i 'Lægens Bord' på DR 1
|